









|
Tro nu ikke, at dette er en ny Søren Ryge - eller
"Skjønne Helge's Haver" - næh, vi er amatører af Guds nåde, -
men interessen er der, og vi tænkte, at det kunne være sjovt at
følge haven året rundt i tekst og billeder.
Marts 2005:
 24.marts:
Og så sker det minsandten igen - bedst, som man tror, at
nu kan de da ikke finde på flere projekter, og bedst som
de sidder og nyder årets første udendørs kop kaffe,
siger den ene: - Vi kunne jo også fræse halvdelen af
græsplænen op og plante nogle flere træer og buske, - og
bedst, som denne ide er sluppet ud, siger den anden: Ja,
og lave et vognhus til traileren (á lá nr. 10/12) - for
dén er der ikke rigtigt plads til i garagen længere.
Inden de får sig set om, er fræseren kørt i stilling, og
arbejdet påbegyndt. - Samtidigt skal lyngplanterne
klippes ned, så de kan skyde fra bunden og blive fine og
tætte. SÅ tæt var vi begge på at få hold i ryggen den
første forårsdag - og vi er langtfra færdige......
Solen
skinner, fuglene kvidrer - og det er svidende koldt. Men
foråret er uigenkaldeligt på vej.
Marts 2004:
Søndag den 14: Endelig noget, der kunne ligne forår -
bare en lille smule. I går sneede det, i aftes regnede
det, og i morges skinnede solen, og det begyndte at
krible i fingrene for at komme ud og få lidt jord under
neglene.
Det lykkedes at få den kalk spredt ud, som har stået og
ventet siden efteråret... Senere på dagen blev
frugttræerne beskåret, - jeg hørte nemlig Helge sige i
radioen i lørdags, at det skulle ske nu! Søndag den
28: Nu gik den altså ikke længere, - nu måtte traileren
læsses med al afklippet fra klitroserne og æbleroserne,
så vi kunne komme på genbrugspladsen. Havde det været
alt muligt andet, ville vi nok have lavet det i flis, -
men tanken om at skulle have et læs rosentorne spredt ud
i haven var ikke så tiltalende, - så det blev
genbrugspladsen. - Vi var ikke ene om at have fået dén
idé - foråret kriblede i folk, og man kunne se, at der
blev ryddet op både i hus og have rundt omkring. På
vejen hjem var vi lige omkring havecentret i Bilka for
at se, om de skulle have lidt spændende - det blev til
lidt stedmoderplanter - og det lugter da lidt af forår,
- ikk'?
 |
April 2005:
Der
står en bænk i haven
i haven står en bænk
og denne bænk i haven
det er en havebænk.....Materialesponsor: Havbakken 12
- Tak for det!
Producent: E.T. og en motorsav, en el-høvl og en
slibemaskine...
Supervisor: K.T. og et kamera....
17.april 2005:
Foråret er over os. En øm ryg bekræfter, at haven endnu
engang har fået en omgang, og påskeliljer og anemoner
kappes om at være smukkest......


April 2004:
1. april - nu skal
mosset have en omgang, der kan mærkes. Godtnok er det
grønt - og blødt at gå på, - men en græsplæne bør nu
hovedsageligt bestå af græs....

Så
Erik kører mange ture frem og tilbage med Mini-Tex'en, -
og imens nyder jeg synet af det første bed, som er
blevet gjort forårsklart. 4. april - tjah,
hvad skal man sige? - Waterloo... regn, rusk - og sure
udsigter for påsken, hvor vi ellers havde regnet med
rigtigt at skulle i gang i haven. Vi må se, hvordan det
kommer til at gå....
 I
fredags fik vi sat et par redekasser op. Der har været
enkelte seriøse henvendelser fra potentielle lejere, men
der er dog endnu ikke indgået nogen bindende aftaler -
og helt ærligt - hvem gider kigge på ny bolig i sådan et
vejr? Men vi håber, at kasserne bliver beboet - det
ville være sjovt at kunne følge med i, hvordan de små
flittige væsner stifter bo og familie - og kunne følge
dem hele sommeren på tætteste hold.
10. april - nu begynder der at ske lidt ved
redekasserne. Stærene har været på besøg, og det samme
har blåmejserne i kassen med det lille hul.
 Stæren
er lige inde og kigge - og så sætter den sig udenfor og
forsøger at tilkalde en interesseret samlever - men
indtil nu er det vist ikke lykkedes - i hvert fald er de
endnu ikke begyndt på redebyggeriet.
12. april - så er påsken ved at være ovre - det blev
ikke den grå og regnfulde, som vi havde frygtet, men
masser af sol og rimelige temperaturer. Plænen er blevet
slået for første gang i år - bedene er blevet nusset
lidt, og buske og træer mangler kun lige lidt mere
solskin - og måske en enkelt grads varme mere, inden de
folder sig ud.
 Anemonerne
står i fuldt flor
15.april -

de
små blåmejser har travlt - reden skal bygges, og
samtidigt skal de nærgående musvitter holdes væk, så der
er nok at se til for en kommende familiefar....
Sidst på dagen kom spætten på besøg - det er ellers
længe siden, vi har set noget til den, og den er da også
lidt af en røver. En mejsekugle varer ikke længe, når
først den begynder at "hakke i det" - men en flot fugl
er det jo.
21.april - Vi har jævnligt besøg af
ægteparret "Dompap" - vi forestiller os, at de bor et
sted ovre i skovbrynet - og har i løbet af vinteren
fundet ud af, at hvis alt andet svigter, - ja så kan man
da lige flyve omkring foderpladsen ved nr. 1 og se, om
der skulle være nogle solsikkekerner i overskud....
 -
og det er der som regel. Her er det godtnok "kun"
hannen, vi har fået med på billedet. Hunnen er næsten
lige så flot, - men kun næsten.
28.april - Påskeliljerne er snart færdige for i år - vi
nåede ikke lige at få et billede, da de var
allerflottest - måske til næste år....
 Til
gengæld blomstrer kæmpestenbræk - og - ikke at forglemme
- forglemmigej....og tulipanerne står lige på spring.
Det samme gør mange af de blomstrende buske - i løbet af
meget få dage har vi et veritabelt blomsterhav omkring
os. |
|
Maj 2006:

Vinteren føles langt væk - vi
har haft op til 25 graders varme, og det hele er
sprunget ud i løbet af nogle få dage. Men ikke desto
mindre har juleroserne aldrig været så flotte, som de er
lige nu
Ja,
så har vi jo forresten også bygget "wognhus" - vi glemte
at tage kameraet med ud, da det skete, men sådan kom det
altså til at se ud. Vi mangler lige en liste til at
holde på plastikken, - den skal selvfølgelig ikke være
synlig. Mon ikke nok det skal komme til at fungere....
Maj 2005:
Der sker ikke så meget med
hjemmesiden for tiden - det kniber med tiden. Men den
anden dag fik jeg alligevel tid til at tage kameraet
frem og fange kærnebiderne, da de var på besøg ved
foderstedet.

Maj 2004:
5.maj - Nu er det vist med at få et billede af
tulipanerne imens de stadig er flotte
-
det er da dejlige farver....
- et panoramabillede over et stykke af haven - man kan
ikke rigtigt se, hvor flot græsplænen blomstrer....
hmm...måske godt det samme
13.maj: den lille blodblomme står i sit fineste skrud -
og lyngen sætter nye skud...

16.maj: de japanske anemoner klarer sig fint i det
vestjyske.
 -
og "Sargents æble" blomstrer, som var de betalt for det.
Snart vil deres duft være helt bedøvende - men smukke er
de.
30.maj: kanterne er skåret af plænen - et stort arbejde,
men til stor fornøjelse - bagefter! - Syrenerne
blomstrer, og i dag var temperaturen oppe at runde de 20
grader - DET var tiltrængt! - efter mange dage med blæst
og kulde.
   Det
lykkedes os ikke at få stærene til at stifte bo i vores
opsatte stærekasser - men de kommer og spiser - og
bader! - Faktisk kan de tømme et fuglebad i løbet af
kort tid - mange gange er der fællesbadning, 2-4-6 fugle
ad gangen - (jo, vi har flere fuglebade - også et,
der er større end det, der er vist her) - så
vandbeholdningen skal suppleres mindst én gang dagligt.
Men det er en fornøjelse at kigge på.
|
JUNI 2004:
19.juni: Til lykke med fødselsdagen, Stinne!!
Haven? - Tjah, der sker ikke så meget. Efter en laaang
periode med masser af blæst, kulde og ingen regn ser det
hele lidt slidt ud. I dag stod vi op til en dejlig
morgen med stort set vindstille og solskin - en helt ny
fornemmelse. Dejligt!
  Dronningebusken
blomstrer - og det er den ret alene om, men flot er den.
Græsset er blevet lidt grønt igen efter lidt regn og
"lidt fra posen".
En del af vore graner får desværre en lidt sjov facon
efter at de gik ud i toppen sidste år - men vi håber på,
at de kan "vokse sig fra det"...... |
|
Juli 2006:

Det seneste projekt er nu ved
at være færdigt. Vi har været i skoven og fælde
lærketræer, som er lagt som kanter på "havestien", og en
pergola blev det også til. 6 rummeter flis er lagt ud,
så nu mangler der blot et par slyngplanter, så er vi
helt færdige. - Men det venter vi med til efteråret -
eller måske næste forår.

Lørdag 22.juli 06: Der plukkes kirsebær. Det er
faktisk første år, kirsebærtræerne virkelig bærer frugt.
Vi kom ingen vegne med de par pund, vi kunne sætte til
livs, men heldigvis kom Havbakkens vinbryggeri os til
undsætning. Det kunne jo egentligt være meget spændende
at undersøge, om det kunne lade sig gøre at brygge vin
på disse kirsebær, - og som tænkt, så gjort, så i
øjeblikket blopper det lystigt i bryggerset i nr. 12, -
og mon ikke vi får lov at smage, når brygningen er
færdig?...
Juli 2004:
Vi har tilbragt mange timer i
haven i denne måned - både med bare at nyde livet, men
også med skovl, spade og kultivator.

   
Lyngbedet midt i græsplænen er blevet udvidet - og skal
tilplantes, når engang vi finder nogle billige
lyngplanter. Bærmispel står hængende fyldt med bær,
Hosta'en blomstrer, og det samme gør rød-el'en. Nogle af
vore blåbær har masser af bær, andre ikke et eneste, og
efterårslyngen står klar til at blomstre.
Græsset er grønt og gror, så det er en fornøjelse. Nu
har det både fået vand og varme - og gødning, så det kan
jo slet ikke lade være...... Bare vi nu slipper for
gåsebillelarverne i år - det vil jo nok vise sig i løbet
af en 3 ugers tid - billerne er set i området, så vi kan
kun håbe, - og det gør vi! |
|
August 2004:
Det er sådan set ikke, fordi
motiverne har manglet, - men kameraet har bare ikke
været lige i nærheden, når billedet har været der. - Et
par enkelte skud er det dog blevet til....
 Vi
havde nemlig - igen - besøg af kærnebideren - en fugl,
som jeg aldrig havde drømt om ville komme på besøg i
haven, - men ikke desto mindre ser vi den faktisk af og
til. En flot fugl med et imponerende næb.
|
September 2004:
Da vi kom hjem fra ferien i uge 36 var græsset bare SÅ!
langt - der var grøde i luften - sol og vand var der
kommet i rigelige mængder. - Og lige siden har det
regnet.....
 Men
det har bekommet haven vel - lyngen blomstrer, og det er
så flot, som det aldrig har været før. Det er virkelig
en fornøjelse at kigge på |
|
|
|
|
|
|
|
|